'Kane & Lynch: Dead Men' er planlagt til udgivelse i slutningen af november på Xbox 360, PlayStation 3 og PC.
Normale kan Kane og Lynch ikke beskyldes for at være. Kane er lejemorder med et karakteristisk plaster på næsen og Lynch er en psykopat på stoffer.
Men de tvinges til at samarbejde på grund af omstændighederne, selvom de ikke kan udstå hinanden. Den spænding ligger konstant og lurer mellem dem, og danner rammen om "Kane & Lynch: Dead Men", som danske IO Interactive står bag.
Innovativ multiplayer
Vi siger med det samme sige, at IO Interactive kommer med en hidtil udset multiplayerdel. De har droppet de klassiske deathmatch, team deathmatch og capture the flag, fordi de ikke synes, at det passer sammen med spillets singleplayer og co-op-del.
I banen vi spillede, skulle vi røve en bank! Man starter ud som et hold foran banken, og alle deler et fælles mål om at røve så mange penge som muligt og slippe afsted i en varevogn for enden af banen. Du kan enten gå direkte efter de store penge i boksen, eller stjæle mindre beløb fra de ansatte.
Imellem pengene og spillerne er der en forhindring, der hedder politiet. De er ikke lige til at bide i skeer med, fordi de er udstyret med diverse skydevåben, kevlarveste og en fornuftig kunstig intelligens. Du kan derfor med fordel samarbejde med dine holdkammerater, for at få bugt med dem og nå frem til pengene.
Men efterhånden som spillerne skraber flere og flere penge til sig, kan du ikke vide dig sikker på sine holdkammerater og omvendt. Hvem har indgået alliancer? Hvem kan du stole på og hvem har flest penge? Spørgsmål som disse, gør at det begynder at blive sjovt. Nu bliver man nødt til at tænke en anelse taktisk, strategisk og udspekuleret.
Loyalitet eller forræderi
I multiplayeren skal man balancere mellem loyalitet og forræderi. En indikator over figurens hoved, viser medspillerne hvor mange penge du render rundt med. Har du mange penge og vil undgå opmærksomhed, så kan du sætte dig på hug og bevæge dig langsomt fremad.
Hvis du skyder en medspiller og tager hans penge, bliver du straks markeret som forræder og er lovløs. Det er legalt at skyde dig, og personen som du dræbte og røvede genopstår som politimand. Han får lejlighed til at se hvem der skød ham, så han kan tage hævn. Jo flere genopstandne politimænd, jo mere pres på resten af spillerne og dig selv.
Slipper du afsted med flest penge når runden slutter, så har du vundet. Flygter flere på samme tid, så deles der lige over. Det er både fordele og ulemper ved at være loyal og/eller forræderisk, og begge dele kan være lige udfordrende og enormt underholdende.
Co-op
I kampagnen kan du sammen med en medspiller tage kontrol over Kane eller Lynch. I banen jeg spillede (som Lynch), var vi på vej ud af en elevator i en stor bygning. Første mål var at komme ud af bygningen sammen med en masse andre civile, mens politiet stormede ind.
Der var en masse kaos, råben og pistolskud, og det viste sig hurtigt, at vi ikke nåede langt ved bare at kaste os hovedløst ind i kampen. Samarbejde og koordination er vejen frem. Fornemmelsen af våben, gameplay og atmosfæren var fremragende, men IO Interactive holder kortene tæt til kroppen, når det gælder flere detaljer i plottet.
"Kane & Lynch: Dead Men" bliver et spændende bekendtskab. Vi vil dog påpege, at det ikke er muligt at spille co-op online, hvilket er et minus. Det er muligt at søge dækning bag diverse objekter, men det fungerer ikke optimalt og kan virke en anelse frustrerende med mange kugler i luften.
Det er heller ikke muligt at lave et "melee attack" - det vil sige slå en person med kolben af våbnet, hvilket næsten er obligatorisk i skydespil. På trods af de fejl og mangler der er, så var det stadig en rigtig god og ekstremt underholdende spiloplevelse - den del vi har prøvet ind til nu.
Farvel og tak fra mig
9 år siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar